Måske finder du svar på det, du vil vide, her. Måske ikke. Prøv. Ellers er du velkommen til at skrive til os. Oversigten her er under løbende udvikling, spørgsmålene nedenunder er netop svar på spørgsmål, vi har fået før. Du kan skrive en mail til os på info@husetzornig.dk
Q&A
Hvordan kom I på at skrive sammen?
Vi arbejder sammen om mange ting og udviklede ideen til vores første spændingsroman i fællesskab over bålet på sene sommeraftener, hvor vi også holder meget af at diskutere forskellige krimier, som vi har set eller læst, og så gik vi i gang. Udgangspunktet var helt konkret Lisbeths bror Renés besynderlige død i Nakskov, som også er udgangspunktet for den første roman, Bundfald.
Hvordan fordeler I opgaverne?
Det er lidt som at spørge, hvad vi laver i soveværelset. Skriveværkstedet er et intimt sted for os, men vi ideudvikler og researcher sammen, arbejder på forskellige ideer og sparrer om resultatet. Mikael gennemskriver teksten.
Hvad er det en god krimi kan?
Den kan rigtigt mange ting, ligesom den gode roman. Tage læseren med på en rejse, hvor man er på opdagelse og får oplevelser, man ellers ikke ville få. Nu ser vi en forskel på en krimi og en spændingsroman eller thriller, som vi skriver. Krimien handler om det lykkes at afsløre og fange forbryderen, hvor der er en del på spil, ofte selve livet, som oftest også er det, forbryderen har taget. Spændingsromanen kan også handle om, hvorvidt hovedpersonerne slipper ud af en klemme, de er havnet i eller har bragt sig i, også ofte med livet på spil. Vi er især er optaget af, hvad det er, der driver mennesker til ekstreme handlinger og om de slipper ud af de kniber, de havner i, mentalt og fysisk, hvor det ikke altid nødvendigvis er klart, om de reelt er skurke eller helte.
Hvor kommer jeres inspiration fra?
Litterært? Uha, mange. Fra unge år blandt andre Conan Doyle, Poe, Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Daphne du Maurier, men også Alistair McLean, Desmond Bagley, Arthur Hailey, Robert Ludlum, Patricia Highsmith, Frederick Forsyth, Le Carré, m.fl. Men den vigtigste tidlige inspiration er klart Sjöwall og Wahlöö, hvis romaner i 70erne prentede sig dybt i os, fordi de udvidede krimigenren til at omfatte den påvirkning samfundet har på os, såvel heltene som skurkene i fortællingerne. Og så savner vi Stieg Larsson. Men til de konkrete historier kommer inspirationen fra det levede liv, hvad vi oplever, hvad mennesker fortæller os, at de har oplevet, hvad vi ser ske. Meget ofte med et ‘hvad nu hvis’?