Hos Soft Talk udbyder vi foredrag, som du kan rekvirere, hvis du har brug for et inspirerende oplæg til et arrangement. Vi skræddersyr også gerne et foredrag, spørg endelig til det, du har brug for.
For mere information, skriv til info@softtalk.dk eller ring til Mikael Lindholm på telefon 20409526.
Sundhed, selvværd og livskriser
Lisbeth Zornig Andersen fortæller med afsæt i lange skygger fra barndommen og en livskrise med en konkurs om sin personlige rejse mod et liv i fysisk og mental balance. Væbnet med den nyeste viden om sammenhænge mellem krop og sind kommer Lisbeth med konkrete bud på, hvordan man kan mestre livet, finde glæden og overvinde modgang. Hun kalder det Tigerdyrs-kuren. Lisbeth Zornig Andersen kommer med konkrete bud på, hvordan man med kost, motion og tænkning kan tage kontrollen tilbage over sin trivsel og sit liv, så man kan leve et liv i balance – og måske oveni købet overvinde en alvorlig livskrise, der stikker en kæmpekæp i hamsterhjulet. Stikordene er at forstå éns gener og hvordan man påvirker dem (herunder epi-genetik), betydningen af kloge tarmbakterier, veje til et anti-inflammatorisk liv, hvad meditation og yoga kan gøre, og hvorfor god søvn er livsforlængende – især, hvis man har haft en svær start på livet. Det kan virke uoverskueligt at ændre livsstil, hvis man er presset og stresset, ude af form og i mentalt underskud, mens økonomien strammer. Det behøver det ikke at være. Lisbeth fortæller om sine egne simple teknikker og tilgange, der har ført til bedre helbred, stærkere krop, psykisk overskud og større livsglæde. Foredraget er for alle – både dem, der kæmper med at få kontrol med livet, og dem, der støtter andre. Slides med pointer og uddybende litteraturliste bliver udleveret til deltagerne.
Zornig – fra vred til voksen
Følg Lisbeth Zornig Andersens til tider ufrivillig morsomme og grænsende til groteske forsøg på at navigere i voksentilværelsen, når man står med et ben i både underklassen og middelklassen. Foredraget tager udgangspunkt i Lisbeths nyeste bestsellerbog, ”Zornig – fra vred til voksen”, om at leve et til tider forvirrende liv som karrierekvinde, mor og hustru med en hel del unoder, gak og løjer i bagagen fra en utæmmet barndom i den sociale skyggeside af samfundet. Foredraget rummer både tragikomiske episoder, som da dele af familien bortfører en billardkø som led i en gældsinddrivelse efter at Lisbeths bror, Monkey, dør, og hvor der undervejs opstår uenighed om, hvor hans aske skal placeres, hvorfor utraditionelle metoder tages i brug. Mere alvorligt fortæller Lisbeth blandt andet om, hvor kompliceret det kan være at begå sig på de bonede gulve i blandt andet Børnerådet og i Socialministeriet, om ofte at falde igennem, fordi hun stadig ikke mestrer middelklassens koder til fulde. Her kommer hun også ind på, hvilke kneb, hun bruger, for at falde i med omgivelserne.
Bogen “Fra vred til voksen” er en selvbiografisk dagbog om voksenlivet, og dermed en efterfølger til Lisbeths ungdomsbiografi “Vrede er mit mellemnavn”. Bogen er anmeldt til fem hjerter i Politiken.
Zornig – vrede er mit mellemnavn
Følg med Lisbeth Zornig Andersen på en rejse gennem et Underdanmark, der er skjult for de fleste – et sted, hvor normløsheden hærger, og hvor vold, druk og seksuelle overgreb er en del af hverdagen. Foredraget tager udgangspunkt i Lisbeth Zornig Andersens bog, “Zornig – vrede er mit mellemnavn”, og DR-dokumentaren “En barndom i helvede”. Hør hvordan de voksne og systemerne svigtede, mens nogle få af hverdagens helte greb ind, og hjalp Lisbeth til at finde en vej ud af en barndom i helvede til et voksenliv med akademisk uddannelse og rigt familieliv. Få et indblik i den overlevelsesstrategi hun lagde for at kompensere for hvad hun ikke fik med sig – og hvad du kan gøre for at hjælpe andre med samme baggrund. Bogen er anmeldt til fem hjerter i Politiken, dokumentaren vandt prisen som årets dokumentar.
Bogen udkommer i 2020 i USA, Canada, Storbritannien og Australien med titlen “Anger is my middle name” som indbunden, paperback, lydbog og e-bog. Historien om den lille danske pige, der voksede op under kummerlige vilkår, men klarede på trods af alle odds, vækker international genklang. Dokumentaren er tilsvarende vist af BBC Worldwide med titlen “My childhood in hell.”