“Jeg er godt anbragt, når…”

Frygt for børnehjem lukker munden på børn

Skrækken for at havne på ’børnehjem’ får mange børn til at tie stille, selv om de har brug for hjælp. Der er behov for afmystificering af, hvad en moderne anbringelse er. Det fremgår af en ny fagbog om anbragte børn af Lisbeth Zornig Andersen og Laura Marcela Hansen

Mistrivsel, omsorgsvigt og vold i hjemmet blegner for mange børn og unge i sammenligning med frygten for og skammen ved at blive sendt på ’børnehjem’. Derfor vælger mange ikke at fortælle, når de mistrives derhjemme, når far og mor ikke er i stand til at passe godt nok på dem. Det søger en ny fagbog at ændre på ved at give anbragte børn og unge en stemme og belyse, hvad en god moderne anbringelse er.

”At blive anbragt, om det er i plejefamilie eller på en institution, er for mange børn forbundet med forestillinger om indespærring og strenge voksne, og sågar skam. De forestillinger får børn til at tie om problemer, der risikerer at give dem livslange sår på sjælen. Vi vil med bogen afmystificere anbringelse og vise, hvad det egentlig drejer sig om,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Lisbeth Zornig Andersen er tidligere Børnerådsformand og har sammen med Laura Marcela Hansen forfattet faghåndbogen ’Jeg er godt anbragt, når…’. Bogen udkommer den 19. september.

Forfatterne har interviewet en række anbragte unge om deres hverdag på børnehjem eller i plejefamilie og de tanker, de gjorde sig, inden de blev anbragt. De har samtidig interviewet en række ikke-anbragte børn og skolekammerater om deres forestillinger om at være anbragt og deres syn på anbragte børn.

”Børn har deres forestillinger om anbringelse fra fortidens børnehjem, om det er Oliver Twist eller Godhavnsdrengene,” siger Lisbeth Zornig. ”Det er et slemt sted for slemme børn eller ’lorteunger’, som nogle børn udtrykker det. Anbringelse og børnehjem bliver samtidig brugt som en trussel af voksne, typisk forældrene, så det er næsten klart noget af det værste, der kan ske. Sådan er virkeligheden bare ikke. Det ved mange børn desværre ikke, så de bider tænderne sammen og tåler det utålelige.”

I håndbogen kommer en række anbragte børn og unge til orde og fortæller om den gode anbringelse, hvor frygten blev afløst af en glæde ved at finde et hjem med kammerrater og rare voksne, der både holder fødselsdag og spiller fodbold. Flere af børnene fortæller, at det kom som en stor overraskelse for dem. Samtidig fortæller fagfolk om, hvordan anbringelser fungerer, og hvad der kan være af alternativer, ligesom bogen rummer oplysninger om børnerettigheder og hjælpelinjer, hvis man ikke har det godt hjemme eller der, hvor man er anbragt.

Der er omkring 11.000 anbragte børn og unge i Danmark. Det svarer til, at omkring 1 ud af 100 børn er anbragt. Men der er over 100.000 børn, der oplever seksuelle overgreb, som har forældre, der drikker for meget, og oplevet vold i hjemmet.

”Mange af de børn rækker ikke ud, selv om de har brug for hjælp, fordi de er bange for anbringelse. Der er klart behov for en aftabuisering af anbringelser og mere oplysning om støttemuligheder til forældre og børn i hjemmet som alternativ til anbringelse,” siger Lisbeth Zornig.

”Samtidigt fortæller flere af de anbragte børn og unge, at de ønsker, at omgivelserne får en større indsigt i, hvordan det er at vokse op på en anderledes måde. Vi håber derfor, at vi med bogen kan sikre, at alle børn og unge får kendskab til, at en barndom og ungdom kan se ud på mange måder,” forklarer Laura Marcela Hansen.

Håndbogen ’Jeg er godt anbragt, når…’ henvender sig til alle, der arbejder med børn, skolelærere, pædagoger, socialrådgivere, m.m., børn og unge selv, samt forældre og pårørende. Bogen egner sig til undervisning i både folkeskolen, på ungdomsuddannelser og professionsuddannelser. Bogen er produceret med støtte fra Egmont Fonden.

’Jeg er godt anbragt, når…” indgår i en faghåndbogsserie. De tidligere bind ’Jeg ville have sagt det, hvis…’ handler om seksuelle krænkelser og ’Jeg gør mig ondt, når…’ om selvskade og spiseforstyrrelser.

 

’Jeg er godt anbragt, når…”

Af Lisbeth Zornig Andersen og Laura Marcela Hansen

Gyldendal

170 sider